Spørgsmål og svar


Her bringer vi nogle af de mest almindelige spørgsmål og svar.
Hvis du ikke finder svar på dine spørgsmål her, så ring til mig på 62 61 08 18

Frits Korsgaard

Sp 1: Kan jeg anvende KORSKA El gulvvarme til et parketgulv?
 
Svar: Ja det kan du godt. Hvis undergulvet er af beton, kan du sætte den dobbeltklæbende tape direkte på betonen og fordele trådene efter den beregnede afstand og slutte af med dæktape. Derefter fordeles et tyndt lag flydespartel ud over tråden, og gulvet kan lægges når spartlen er tør. Mange gange vil man lægge en filt- eller plast måtte under trægulvet, der kan man faktisk godt klæbe den dobbeltklæbende tape, tråd og dæktape direkte på måtten. Husk; Et trægulv må ikke blive for varmt ( Max 27 grader), ellers risikerer man udtørring af gulvet med revner o.l. til følge. Derfor må der ikke installeres mere end ca. 70 Watt pr  kvadratmeter, det svarer til en trådafstand på ca. 5 cm. 

Sp 2: Hvor mange Watt skal jeg installere som fuldvarme i mit badeværelse der måler 5 kvadratmeter, og som er i et velisoleret hus fra begyndelsen af firserne?
 
Svar: Det er lidt svært at give et helt konkret svar på spørgsmålet, for det kommer an på hvordan naborummene er opvarmet, og hvor mange ydervægge der er i rummet. Mere generelt kan det siges, at man i moderne huse installerer ca 40 Watt pr kvadratmeter i hele huset. Hvis der ved dit badeværelse er een ydervæg, kan du sikkert nøjes med at installere hvad der svarer til 80 w pr kvadratmeter for rummet, men oftest vil det areal hvor varmen skal lægges være mindre på grund af badekar, toilet m.m. så du når op på ca 100 w pr kvadratmeter på selve det opvarmede gulv. Måske skulle du afsætte et areal på 60 x 120 cm. på væggen bag håndklæderne og med 30 mm mellem trådene. Så sikrer du dejligt lune håndklæder og varmen kommer jo rummet tilgode. Et anlæg på 400 Watt vil kunne dække dit behov. Også på en kold vinterdag.
 
Sp 3: Jeg er ved at bygge et sommerhus på 100 kvadratmeter og det skal opvarmes med Korska El-gulvvarme. Vi indbygger også en brændeovn og et par elradiatorer under vinduerne. Hvor store anlæg vil du mene vi skal installere ?
 
Svar:  Jeg kan godt forstå I har valgt el-gulvvarme til jeres sommerhus, så slipper man for at være bange for at centralvarmerør fryser, og i har et behageligt indeklima selvom huset kun opvarmes svagt. Radiatorerne skal I kun bruge når I lige kommer til huset og det har stået med nedreguelret gulvvarme, eller når det er rigtig vinter.  Vi vil råde jer til at installere 30 Watt pr kvadratmeter i stuer, køkken og badeværelse, og 20 Watt i soveværelser og sekundære rum. Når I forlader sommerhuset, vil I sætte termostaten ned på 5-10 grader, og forbruget vil da være nogle få procent af det installerede.